Forfatter og radiovært Mads Nygaard har siden 2016 skaffet finansiering til 72 uledsagede mindreårige børns genforeninger med deres familier. Det kommer han og fortæller om på Den Bette Skole mandag d. 23.10.
Gennem kunstauktioner og litteraturoplæsninger har han i fællesskab med et hav af frivillige indsamlet de nødvendige 1,7 millioner kroner.
Sammen med pens. regissør i Danmarks Radios Underholdningsorkester Janne G. Franck, og den nyuddannede syriske ingeniør, Jwan Osman, der kom til Danmark som uledsaget mindreårig, udgør Mads De Uledsagedes Rejsehold, som træder til, når et barn bevilges retten til genforening. Det sker typisk efter tre års adskillelse fra familien.
Udover det økonomiske og praktiske aspekt består arbejdet også i at støtte den uledsagede i, hvad der måtte være behov for, ikke mindst omsorg.
Mads Nygaard har sammen med dokumentarist Michael Graversen skrevet bogen: De Uledsagedes Bog, hvor 10 børn og unge fortæller om deres flugt fra verdens brændpunkter. En bog som Mads og Michael modtog Benny Andersen Prisen for. Indtægterne fra bogen går ubeskåret til de uledsagede, da Folketinget i 2016 vedtog at udgifterne til genforeninger skal afholdes ved egenbetalinger.
Masser af viden og erfaring vil Mads Nygaard således bringe os i sit meget aktuelle foredrag.
Prisen for deltagelse 80 kr. inkl. kaffe og brød