Mød Lektor Torben Winkler

I Den Bette Skole mandage d. 25/2 – 10/3 – 17/3 – 31/3 – 7/4 – 14/4 fra kl. 15-17Tema: Nutidige danske forfatterskaber.

Programmet se således ud:

1. Anders Bodelsen (1937- ) var måske den første forfatter, der pegede på, at moralske dilemmaer stadig findes i den moderne tilværelse. Bodelsens forfatterskab tager udgangspunkt i den moderne storbys tilværelse, men under den
anonyme modernitet ligger det dilemma, at den før-moderne tilværelse uden anonymitet bærer en personlig moralsk fordring med sig, som ikke bare kan viftes væk.
2. Christian Kampmann (1939-88) har beskrevet den moderne byoverklassefamilies tilværelse på godt – og måske navnlig mindre godt. Den store (og filmatiserede) slægtssaga om familien Gregersens tilværelse er måske nok skildringen af et lille ‘rigt hjørne’ af Danmark, men med rigdommens vækst er det oprindelige lille rige hjørne jo vokset til at omfatte stort set os alle.
3. Poul Ørum (1919-97) var oprindelig journalist med kriminalreportage som arbejdsområde. Det spores i hans senere forfatterskab. Forbrydelsens element er ofte det spejl, som samfundet og dets borgere kan holde op for sig og
dermed blive klogere på sig selv og hinanden. Vel er vi ikke alle forbrydere i ydre handlingsmæssig forstand – men måske nok alligevel i indre viljesmæssig forstand.
4. Henrik Stangerup (1937-98) spænder over et vidtforgrenet forfatterskab – romaner, film og kulturkritik. For Henrik Stangerup, der havde læst teologi i en periode og aldrig sluppet det, var de afgørende temaer skyld og tilgivelse i et livslangt opgør med sig selv og andre. Han var ikke partigænger, men er både blevet taget til indtægt og angrebet fra alle sider.
5. Knud Sørensen (1928- ) er oprindelig landinspektør og skriver om livet på landet, som det var – og derfor også, som det er blevet. For godt 40 år siden debuterede Knud Sørensen med lyriske beskrivelser af livet på landet, når det midt i al sin traditionalitet blev ramt af moderniteten og dens konsekvenser. Han har et klart blik for landlivets (og derfor også) bylivets) svage og stærke sider.
6. Jens Smærup Sørensen (1946- ) fører en lidt anonym tilværelse, men har med sine seneste bøger fået stor anerkendelse. Som Knud Sørensen er også Jens Smærup Sørensen en forfatter, der skildrer overgangen fra landliv til byliv. Vel er vi med denne overgang nået til ‘point of no return’ – sådan da, for nogle forhold fra gamle dage (gode som mindre gode) hænger stadig ved.

Alle er velkomne

Arrangør: Folkeuniversitetet og Den bette skole

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *