Kom og vær med, når foråret og de lysere tider synges ind til koncert onsdag d. 26. april kl. 19.00 i Skelund kirke.
Natasha Kutsko Jensen akkompagnerer sopranen Margrethe Smedegaard og tenoren Jens Olav Heckmann i et lyst og sommerligt program, der byder på både danske klassikere, folkeviser og lettere musical og operette-numre. Sangerne vil binde numrene sammen med små anekdoter og fortællinger, og der vil også være mulighed for selv at få rørt stemmen til indlagte fællessange.
To af musikerne – Natasha Kutsko og Margrethe Smedegaard – var med til sidste års forårskoncert. Denne gang har de tenoren Jens Olav Heckmann med. Alle tre musikere er uddannet fra musikkonservatoriet i Aalborg, og har omfattende solistiske karrierer bag sig. Natasha er en ofte benyttet akkompagnatør. Og både Jens Olav og Margrethe laver også cross-over-projekter: Margrethe udgav for et par år siden CD-en ”Gamle salmer – nye tider” sammen med den rytmiske pianist Ole Sloth. Og Jens Olav har lige i marts måned udgivet sin første solo-CD ”Jeg gik mig ud” – med didgeridoo (australsk blæseinstrument) og sang. Måske gir han også et nummer derfra til koncerten i Skelund!