Skelund IF er stolte over at kunne præsentere et nyt Damesenior-hold.
Klubben har det seneste års tid arbejdet på at få stablet et damehold på benene og er nu nået så langt, at der i efterårssæsonen 2022 er blevet tilmeldt et 7-mands damehold i DBU-turneringerne.
I det seneste års tid er der hver tirsdag blevet afholdt dametræning på Skelund stadion ved siden af herretræningen. Træningen har foruden fodbolden haft fokus på det sociale og det hyggelige fællesskab, og dette har givet pote. Stille og roligt har flere damespillere fundet vej til Skelund stadion og har fået mod på at stille op til kamp i den grønne trøje, hvilket vi er utroligt stolte over.
Det nye damehold har tilføjet en ekstra dynamik til det sociale fællesskab i klubben. Efter træning mødes herre- og damespillere nu i spillerloungen og får en øl/breezer eller vand sammen. Der er desuden blevet indført kageorden som går på skift mellem holdene, så der også er lidt til den søde tand efter træning. Flere træninger er også blevet afsluttet i fælleskamp med herre- og damespillerne, hvor holdene er blevet blandet.
Vi er utroligt glade for det nye damehold og udviklingen og håber på at kunne fortsætte med at lokke flere spillere til klubben. Der er altid plads til flere, så står du som damespiller og mangler et sted at spille eller har lyst til at prøve fodbold af, så står Skelund IF klar med åbne arme og et socialt træningsmiljø til at tage imod dig. Dametræning er fortsat hver tirsdag Kl 19:00.
Vi glæder os allerede til efterårssæsonen og til at se alle de glade damespillere i aktion i den grønne trøje.