Budskab fra Bazar ejerne Jan og Jess.
Før Corona nåede Bazar Skelund at fejre sit 10 års jubilæum og nu, hvor Corona godt nok stadig er her men er på retur, er der mange der spørger til hvornår vi er klar igen.
Vi har været i en lang tids tænkeboks og er landet på, at vi ikke lukker Bazar Skelund ned men sætter den på en længere pause, og så må fremtiden vise om den genopstår eller vi finder på noget nyt i Skelund.
For at fastholde vore trofaste stadeholdere har vi udtænkt en plan for 2022 som vi nu tester af. Og det er 2 årlige “Bazar Skelund gæster Hadsund”, hvor den første bliver lørdag den 28.maj ved Butikscenter Hadsund i og omkring Parkeringshuset.
Følgende er sendt i dag til pressen;
Bazar Skelund, nu i Hadsund
Før Coronaen satte en stopper for markeder kunne Bazar Skelund fejre 10 år med fødevare- og kræmmermarked den 3. lørdag i hver måned, dvs. 120 Bazar dage i Ridehallen på Solgården i Skelund.
I eftersommeren 2021 åbnede Bazaren igen men som bekendt var Corona ikke overstået og vi måtte lukke ned igen efter 3 Bazardage, lyder det fra de 2 Bazar ejere Jan Vestergaard og Jess Laursen.
Erfaringen både fra tiden op til nedlukning og den midlertidige åbning var, at både vore fødevarestande og kræmmerne i øvrigt, havde så lidt salg på Bazar dagene at nogle trak sig, da alle jo har en stort forarbejde med at gøre klar til Bazar dagen og pakke ned bagefter.
Efter lang tids tænkepause har vi nu en plan, som Egon Olsen ville have udtrykt det. Bazar Skelund rykker til Hadsund, ikke den 3. lørdag i hver måned, men 2 gange om året, hvor vi sætter alt ind på at gentage de 10 års succes i Skelund. Om Bazar i Skelund vender tilbage i sin vante form senere må tiden vise.
Hadsund Handel har den store forårsaktivitet fredag/lørdag 27/28. maj, hvor de traditionsrige Toldfrie dage indgår. Og nu indgår også at Bazar Skelund gæster Hadsund lørdag den 28. maj fra 10 til 14.
Tanken er så, at vi vender tilbage i starten af September og i praksis indtager vi det store P-hus ved Butikscenter Hadsund som ejerne af Butikscenter Hadsund har givet tilladelse til. Her kan vi både være udendørs og under tag hvis vejret ikke er med os, og det bliver indtil videre Bazar Skelund/Hadsunds fremtidige base, slutter de 2 Bazar ejere.”