Skelund kirke i fortid og nutid

Søndag 13. september klokken 14.00 inviterer Skelund Menighedsråd til en kort andagt i Skelund kirke med efterfølgende præsentation af 2 meget forskellige bøger, der dog hænger sammen på deres helt egen måde.

Det drejer sig dels om en mere end 400 år gammel Bibel, der muligvis har tilhørt Skelund kirke, og som i en længere årrække har været i en lokal families eje, og dels om tidligere sognepræst Finn Carpentiers nyudkomne bog om Skelund kirke i fortid og nutid: Skelund kirke – en perle i Østhimmerland.

Ved arrangementet vil Finn Carpentier blandt andet fortælle brudstykker af kirkens lange historie. Endvidere vil der blive trukket tråde til den kirkelige situation i Sydslesvig efter 2. verdenskrig, hvor et gammelt alterbillede fra Skelund kirke kom til at spille en spændende rolle. Kirkens udsmykning vil der også blive fortalt om, ligesom det østvendte tårn får et ord med på vejen.

I forbindelse med arrangementet tager Finn Carpentier for anden gang i sin karrieres forløb afsked med Skelund sogn som fungerende præst. Denne gang efter et to-måneders vikariat i forbindelse med sognepræst Iben Brejner Højgaards barselsorlov.

Efter oplevelsen i Skelund kirke er Skelund Menighedsråd vært ved et lille traktement i Kirkehuset.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *