Sommerens Bazar nærmer sig

Juli måned foromtale på Bazaren på lørdag lyder sådan;

Vejrudsigten tegner lovende til lørdagens Bazar Skelund, hvor vi åbner ridehallen på Solgården i Skelund for det månedlige fødevare- og kræmmermarked.

Vor faste bager er ferieramt, hvilket vi naturligvis må respektere, men pigerne fra Inner Wheel er som vanlig klar med både kaffe og dejligt hjemmebag, så hyggen ved de opstillede borde er sikret.

Og de øvrige fødevarer er klar, hvor vi har modtaget beskeden fra Helle Jensen om, at Jensens frilandsgrise, i anledningen af bondekonens fødselsdag, sælger spegepølserne til 50 kr. pr. stk. og der er 4 varianter at vælge mellem. Og så gentager de tilbuddet fra juni om, at du kan købe en frokostplatte til 75 kr. og naturligvis har de også det sædvanlige store udvalg med af kvalitetskød.

Ikke alle kræmmere har endnu meldt ind på deltagelse på lørdag, men som vanlig skal hallen nok blive fyldt, og Henrik med Ting og Sager fra Randers og hans 200 krydderier er sikker deltager denne gang. Og han medbringer denne gang legetøj og HAMA perler til de fingersnilde.

Bazar Baren har traditionelt holdt sig til øl og vand, hvilket især også er nødvendigt her i sommervarmen, men flere har efterspurgt muligheden for at købe et glas vin og vi lytter jo altid til ønskerne, og derfor er barens sortiment nu udvidet med hvid- og rødvin, hvor vi ikke sælger i flasker, men i glas.

Vi håber at se rigtig mange i Skelund lørdag mellem 10 og 14, både de lokale, dem fra oplandet og naturligvis de mange turister fra sommerlandet, er sommermeldingen fra Bazar ejerne Jan og Jess.   

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *