Kirkevandring storebededagsaften

Torsdag d. 16. maj – aftenen før St. Bededag – er der kirkevandring mellem Visborg- og Skelund Kirker. Det vil være muligt at parkere ved Skelund Kirke og blive fragtet til Visborg Kirke i bus (afgang fra Skelund kl.18.15).

I Visborg vil vi begynde i kirken kl. 18.30 med en kort andagt, hvorefter vi vil begive os på vej. Desværre går bukkejagten ind netop 16.maj, så vi kan ikke gå ad skovvejene gennem Visborgskoven. I stedet går vi det meste af vejen ad cykelstien gennem skoven. Vi passerer Visborggård og går videre ad en grusvej over til cykelstien. Her går vi mellem nyudsprungne bøgetræer og anemonedækket skovbund et langt stykke vej og kort efter Høegholt passerer vi Korup Å.
Resten af vejen til Skelund Kirke går vi mellem marker. Hele ruten er på fast underlag, asfalt eller grus. I Skelund Kirke vil der være en kort andagt med lys-tænding. Til slut serveres der varme hveder i kirkehuset.

Turen er på 6 km og tager ca. 1½ time. Den er arrangeret af de fire menighedsråd i Als, Øster Hurup, Skelund og Visborg.

Jan Thøgersen

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *