Motionsforeningen Thor i Veddum har haft sin årlige generalforsamling, hvor formanden, Morten Hald, gjorde rede for, hvordan året er gået.
Den nye forening skulle tilgodese behov for motion og socialt samvær, samtidig med at den skulle fremme fællesskabet mellem Veddum og Skelund. Derfor fik den navnet: “THOR, motion og samvær, Veddum-Skelund”.
I løbet af 2017 er medlemstallet kommet op på 211 og disse har kunnet deltage i mangfoldige aktiviteter; ugentlig tilbagevendende aktiviteter som MTB og cirkeltræning tit med et socialt islæt ved fælles kaffebord bagefter. Fælles kaffe har også afsluttet pensionisternes formiddagsmotion, efter de har slidt med maskinerne!
Der har også været forskellige andre hold. Mange ting kan lade sig gøre, bare nogen tager et initiativ!
Der har også været flere familieorienterede aktiviteter: Rundbold og hygge. Weekend på Samsø på cykel med 40 deltagere. Gåtur om St.Økssø.
Ud over bestyrelsen er der også et aktivitetsudvalg, som især laver festlige sociale arrangementer for børn og voksne.
Et andet nyt tiltag er, at frivillige motionister uddeler kirkebladet fire gange om året og derved skaffer klubben en indtægt.
Thor har en stabil økonomi, og har i løbet af året kunnet købe nye motionsmaskiner til at tilgodese medlemmernes behov.
I løbet af forår og sommer vil huset Thor gennemgå en renovering af toilet og køkken-alrum. Det skal gøre rummene hyggeligere og lunere at opholde sig i, og gøre dem lettere at rengøre.
Ved generalforsamlingen blev Sophia Høgh genvalgt til bestyrelsen, medens Flemming Hviid, som ikke ønskede genvalg, blev erstattet af Karsten Gade.
På billedet ses konstitutionen, hvor den tungeste skulle være formand og den letteste næstformand. Så Morten blev formand, Sophia næstformand og Karsten kasserer! Jan er suppleant og sekretær.
Formanden sluttede med at takke Flemming for indsatsen i bestyrelsen og Peder for renholdelse og opsyn i huset og i det hele taget frivillige, aktivitetsudvalg og bestyrelse for indsatsen i løbet af året.