Her i 2017 er det 500 år siden Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det fejres viden om, og det skal selvfølgelig også fejres i Visborg og Skelund Sogne.
Lørdag d. 9. september er der koncert i Visborg Kirke kl.17.00. Koncerten er en aftensang, som man kunne opleve det på Luthers tid. Aftensangen viser på en gang noget af det nye, som reformationen bragte og samtidig Luthers respekt for den gamle kirkes tradition. Ud over Martin Luther i skikkelse af Thomas Jakobsen medvirker flere sangere under ledelse af Visborg Kirkes kirkesanger Ernst Hørlück.
Koncerten er gratis.
Efter koncerten fester de voksne videre på Visborggård. Her er det nødvendigt at reservere bord. Det er selveste Luther og hans kone Katharina, der er vært og værtinde. Deltagerne gør det ud for Luthers storfamilie, som var af betydeligt omfang. Der blev sunget og diskuteret rundt om bordet, og Luther kommenterede på reformationens teologiske og aktuelle samfundsspørgsmål. Luther gik aldrig af vejen for barske og uindpakkede bemærkninger. Katharina gav imod tidens sædvane for kvinder ofte sin mening til kende. Det har været en ganske særlig oplevelse, at sidde med ved Luthers bord. Udover at være et samlingssted for familien og samtidens store teologiske tænkere var Luthers bord også besøgt af fyrster. Sågar den danske kong Christian d. 2. sad flere gange med til bords. Denne særlige stemning ønsker vi at genskabe i de unikke rammer på det gamle herresæde Visborggård. Martin Luther og hans kone Katharina vil fortælle deres historie. Luther leverer sit budskab råt for usødet, og Katharina vil fortælle sin livshistorie. Endvidere vil der blive åbnet for samtale ved bordet.
Vi tror, at det også bliver en særlig oplevelse, når Luther og hans frue gæster Visborggård. Maden kommer til at bestå af en tre retters menu, som den kunne have set ud i Luthers hus. Det er Rut Jørgensen fra Husfliden i Visborg, der står for madlavningen. Til maden serveres der øl, som Katharina kunne have brygget det. Hun var berømt for sit øl, der havde en kvalitet så hun også kunne sælge det ud af huset. Under maden underholder gruppen Pøbel med tidstypisk musik.
Tilmelding senest d. 1. september hos sognepræst Mette Tved Hansen. Mail: meth@km.dk/20203788
Pris: 70 kr
Betaling efter bekræftelse: Mobilepay eller kontant