Torsdag d. 11. maj – aftenen før St. Bededag – er der kirkevandring mellem Skelund og Visborg Kirker.
Det vil være muligt at parkere ved Visborg Kirke og blive fragtet til Skelund Kirke i bus (afgang kl.18.20). I Skelund vil vi begynde i kirken kl. 18.30 med en nadverandagt, hvorefter vi vil begive os på vej.
Vandreturen går ad en nyanlagt sti fra Skelund Kirke ned til Korup Å. Her vil FDF i samarbejde med menighedsrådet bygge en midlertidig, primitiv bro, så vi kan komme over åen. Derefter går vi over et engstykke (her kan vandtæt fodtøj være en fordel) inden vi når Visborgskoven.
Ad skovvejen vil vi gå mellem nyudsprungne træer og anemonedækket skovbund et langt stykke vej inden vi forlader skoven ad en grusvej nord for Visborggård. Vi passerer Visborggård og går op til kirken efter at have gået 6 km. på knap halvanden time. Her vil vi der være en kort andagt med lystænding. Til slut serveres der varme hveder i kirkehuset.
Turen er arrangeret af de fire menighedsråd i Als, Øster Hurup, Skelund og Visborg samt af Ågruppen, Skelund og Veddum landsbyforeninger og Visborg Landsbylaug.