På 2.påskedag 17. april kl.16 holder vi koncert i Skelund Kirke med Ida Lohmann og hendes trio.
Sangerinden Ida Lohmann er kendt fra melodi grandprix og Voice. Hun er konservatorieuddannet med en flot stemme og god sans for swingende popmusik. Sidste år gav sangerinden Ida Lohmann med sit band en forrygende flot og personlig koncert i Solbjerg kirke, én af de koncerter der bare måtte genhøres, – og nu kommer hun til Skelund med ”sine drenge”, som hun kalder dem.
Koncerten går under navnet: HJERTESANGE. Og som navnet antyder, så bliver sangene leveret med indlevelse og musikalitet. Sangene går lige i hjertet!
Aftenen byder på stemningsfuld musik i en god blanding af nyere og gammel gospel samt ballader i nye fortolkninger.
Det er en trio der, udover Ida selv, består af to af Jyllands absolut bedste og mest erfarne musikere, Niels Ole Sørensen på tangenter har spillet med bl.a. Benjamin Koppel, Uffe Steen og gospel operators. Han er daglig leder af Tversted jazzfestival og er blevet kåret som årets jazzmusiker i Nordjylland. Michael Andersen på bas er en meget efterspurgt freelance musiker, der især har spillet meget teatermusik. Bl.a. på Aalborg teater, Nørrebro teater, Randers teater og Vendsyssel Egnsteater. Musik af bl.a. Carol King, Lisa Nilsson, Anne Linnet, Sanne Salomonsen, gospel traditionals og meget mere.