Skovmesse
Kirken holder flyttedag!
Mandag d. 17. august er det nemlig Veddums tur til at indbyde til gudstjeneste – det bliver i form af en “Skovmesse” der løber af stablen kl. 19.00.
Sognepræst Mette Tved Hansen har denne aften sin aller sidste tjeneste, inden hun går på barsel, så Veddum Landsbylaug håber at mange vil vandre/cykle/køre til Veddums nye skov på Bakkegårdsvej nr. 3 for at være med til en kort og familievenlig gudstjeneste og til at ønske vor præst god orlov.
Musikken bliver denne aften leveret af Bruno Borella, som vil hive og trække dejlige toner ud af sin harmonika – både til selve tjenesten og til hyggen bagefter.
Man opfordres til at komme med et tæppe under armen og noget lækkert i termokanden, så vil Veddum Landsbylaug sørge for at diske op med kagen og et glas af omegnens berømte kirsebærvin.
Hvis man ikke føler sig tryg ved at skulle dumpe ned i græsset på et tæppe, vil der være mulighed for at sætte sig ved nogle bord-bænkesæt, der bliver bragt hen til lysningen i bunden af skoven, hvor “Skovmessen” vil foregå.
Veddum Landbylaug håber at mange vil bakke op om arrangementet, der i tilfælde af dårligt vejr bliver henlagt til Klubhuset på Veddum Hovedgade.