Presse på Bazar Skelund

Her er lidt om, hvad du kan forvente på lørdags Bazardag.

Bazar Skelund holder åbent hver 3. lørdag i hver måned året rundt, også selv om det er lørdag den 20. december, 4 dage før jul. Der er åben mellem 10 og 14, og da Bazaren jo både byder på fødevarer og kræmmere, er der god grund til at besøge Skelund på lørdag for at se, om der var nogle spændende sidste øjebliks indkøb enten til julemaden eller på gavesiden der skal klares.  På nyhedssiden har vi fået tilmeldinger fra stader med børnetøj og strømper, men ellers er der som sædvanlig en masse forskellige ting at vælge mellem på standene.

 

Julemanden har fået datoen for Jule Bazaren i Skelund, og vi har bedt ham komme kl. 10.10 så børn og barnlige sjæle igen i år kan hilse på og få lidt godter. Han har jo travlt men vi regner med at holde på ham til kl. 13.13. Så må vi se, om der er bestilt rensdyr med kane til at afhente ham. Og netop kl. 13.13 udlodder vi en masse gaver og gavekurve, som indeholder fødevarer og kræmmervarer fra de mange stande. Ved baren finder man de spørgsmål man skal besvare (rigtigt) for at kunne deltage kl. 13.13 i udtrækningen.

 

Skelund Kirke startede sidste år en tradition som vi håber vil holde i mange år fremover. Vor præst Mette Tved Hansen kommer og læser lidt fra Juleevangeliet og i år medbringer hun det nydannede Skelund Kirke Kor. Koret består af borgere fra omegnen hvor nogle er vant til at synge i kor, og andre helt nye udi denne genre. Besøget fra Skelund Kirke er lige efter åbningen kl. 10.00 og skal nok igen blive en rigtig god og hyggelig juleoplevelse.

 

I baren kan der købes rigtig hjemmelavet gløgg til at varme sig på, men ellers står den på Julehygge samt en masse fødevarer og juleting i standene. Og så måske lige et ekstra slag for Bazarens egen skærsliber Kim, der er klar med maskinen til at slibe juleknivene så husk at medbringe dem på lørdag.

 

Bazar ejerne Jan Vestergaard og Jess Laursen slutter med en stor tak for opbakningen til vor Bazar i Skelund i det forgangne år, samt med et ønske om at alle får en rigtig god jul, samt et lykkebringende nytår.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *