Udstillingen
Med glæde og stolthed har menighedsrådet og de to præster ved Skelund kirke, Mette Tved Hansen og Finn Carpentier, sagt ”ja-tak” til at lade kirkens to fornemme messehageler af kunstneren Maja Lisa Engelhardt udstille på Esrum Kloster & Møllegård i Nordsjælland i forår, sommer og efterår 2013.
”Messehagelen, kirken og kunstneren” kalder man udstillingen, der vises fra 6. april til og med 20. oktober. Udstillingens åbning overværes bl.a. af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, der for år tilbage var i Skelund kirke for at se kirkens udsmykning. Dengang var de to messehageler endnu ikke kommet til kirken, hvorfor det bliver nyt for Dronningen at se dem i Esrum.
”Kært barn har mange navne”, hedder det i foromtalen til udstillingen: overklædning, kappe, hagesmæk!
Messehagelen har altid været ombejlet af både kirken og af de kunstnere, der står bag designet.
På årets særudstilling vises et udvalg af fantastiske messehageler fra kirker i hele Danmark. Haglerne spænder fra 1600-tallet til helt nutidige skabt af nogle af landets ypperste kunstnere, bl.a. Maja Lisa Engelhardt, Peter Brandes, Per Kirkeby, Puk Lippmann, Lin Utzon og Hendes Majestæt Dronning Margrethe.
Kirken og mange klostre har til alle tider og på mangfoldige måder fungeret som arnested for kunst og kunsthåndværk og har bidraget betydeligt til de skatte, eftertiden fortsat beundrer – herunder messehagelen.
Farverne igennem tiden
Gennem århundrederne har udformningen af messehagelen ændret sig gradvist, men formen, de liturgiske farver og mange af symbolerne går igen på tværs af de perioder, de blev skabt i. Især er det bemærkelsesværdigt, at farvesymbolikken (hvid, rød, violet og grøn) stort set er uændret siden Middelalderen. Derfor er det rimeligt at antage, at de også har set sådan ud, når højtiderne fejredes af cisterciensermunkene i Esrum Klosterkirke før reformationen.
Teknik og kunsten bag
En del af udstillingen tager publikum med ind i kunstnerens værksted – fra de allerførste skitser til broderi og væveprøver, valg af tråd, stof og meget mere.
Til udstillingen er der tilknyttet værksted, hvor publikum selv kan prøve kræfter med motiver, farver og teknikker fra udstillingen.
Skelund Menighedsråd og præster kan kun opfordre til at aflægge den spændende udstilling et besøg, hvis man alligevel er i nærheden – eller til at lade en sommerweekends køretur gå til stedet.
Afhentningen
Messehagelerne i Skelund kirke blev afhentet tirsdag formiddag den 19. marts og kommer først tilbage ultimo oktober. Helt uden messehageler bliver Skelund kirke dog ikke i den forholdsvis lange periode. Der er de nødvendige messehagler i Visborg kirke, og det er muligt at ”låne” de ønskede hageler dér til brug i kirken hér.
Man kan læse mere om Esrum Kloster og om særudstillingen på hjemmesiden http://www.esrum.dk/saerudstilling/
—
Finn Carpentier
sognepræst
Klik på billederne for at se dem i stor