Cykelløbet er vel overstået og med stor succes igen i år. Vejret var med os og alt klappede, uden der var nogen, der kom til skade. Hovedpræmierne var en cykel fra Cykler og Fritid i Hadsund til børnene og et slotsophold for 2 med masser af forkælelse til de voksne. Cyklen blev vundet af Frederik Busk og slotsopholdet blev vundet af Vibeke Winther.
Men intet kan lade sig gøre uden en hel masse frivillige, sponsorer og i det hele taget dem der kommer og støtter op om rykkerne på dagen. Der skal lyde en stor tak til dem alle.
Årets sjoveste eller mærkeligste indslag var nok den speciallavede 3-mandscykel, som igennem løbet blev kørt af SIF-formand Søren og 2 bestyrelsesmedlemmer Emil og Peter. Og den holdt hele vejen til mål efter at have kørt 28,6 km ialt. Man må sige at smedene i Skelund kan deres kram.