Energiforbedringer hitter

Mens nye køkkener toppede for få år siden, ligger energirenoveringer nu højt på ønskelisten hos mange familier, lyder meldingen fra Andelskassen, der deltog på energimessen i Skelund.

Spar på energiudgifterne og giv samtidig miljøet en hjælpende hånd.

Sådan lyder det fra Andelskassen i Hadsund, der netop har lanceret et nyt energilån. Og kunderne tager godt imod budskabet, fortæller filialdirektør Kurt Jørgensen.

– Det kunne vi også tydeligt mærke, da vi deltog på energimessen i Skelund Hallen. Messen var velbesøgt, og interessen var stor både for de forskellige energitiltag og måder at finansiere projekterne på, siger han.

Udgifterne til varme og el fylder mere og mere hos den enkelte familie, og derfor er det almindelig sund fornuft at se kritisk på sit energiforbrug, mener han.

Andelskassens stand i Skelund Hallen: Frivillige fra Skelund IF og Veddum IF hjalp med at bemande Andelskassens stand i Skelund Hallen.

– Mens nye køkkener toppede hitlisterne for ganske få år siden, bliver stadig flere familier mere opmærksomme på, hvad der er en god investering på længere sigt. Derfor er efterisolering, energirigtige vinduer og andre energiforbedringer så stort et hit lige nu, for det giver besparelser år efter år, forklarer Kurt Jørgensen.

Skelund IF og Veddum IF, der begge er sponseret af Andelskassen, hjalp med til at bemande bankens stand. Og Marion Engelhard Kronbo fra Skelund IF hjalp også med at finde vinderen af Andelskassen konkurrence, hvor præmien var en termografering udført af Dansk Bygningstermografi fra Visborg.

Solcellekonkurrence: Marion Engelhard Kronbo fra Skelund IF (th.) trak sammen med filialdirektør Kurt Jørgensen vinderen blandt de rigtige besvarelser i Andelskassens konkurrence. Præmien var en termografering udført af Dansk Bygningstermografi i Visborg.

Vinderen, der blandt andet svarede rigtigt på forskellige spørgsmål om solceller, har fået direkte besked. Med en termografering af boligen kan vedkommende nu se frem til mere viden om, hvor det bedst kan betale sig at energirenovere.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *