Skelund-tennis

Tennisklubben er sponseret af Niels, Bent, Christine…

På trods af sin klejne størrelse kan Skelund bryste sig af en tennisklub, hvor alle tennisinteresserede kan svinge ketsjerne og forbedre baghånden under rigtigt gode forhold. Skelund Tennisklub råder over to grusbaner og to minibaner, komplet med læskærme, og de er åbne for alle aldersgrupper. Det er indsatsen fra engagerede frivillige, der gør det muligt – og sponsorater fra lokale erhvervsdrivende, herunder Andelskassen.

– Vi har jo altid været et pengeinstitut, der har fokus på kunderne. Derfor er det kun naturligt, at Andelskassen giver noget af sponsorværdigheden videre til vores kunder. For det er jo kun fordi, vi har så mange gode kunder, at vi kan sponsere forskellige lokale initiativer. Derfor siger vi, at tennisklubben er sponseret af Niels, Bent, Christine og alle vores andre gode kunder, forklarer Kurt Jørgensen, filialdirektør i Andelskassen i Hadsund.

Skelund-tennis
Fra venstre Lene Ludwig, Annette Ladefoged Pedersen, Jette Lybech og Ingelise Østergaard. Foto: Flemming Jeppesen

– Det betyder meget for os i Andelskassen, at vi kan bidrage til lokale aktiviteter i de områder, vi er en del af. Lokalt engagement er noget helt grundlæggende for os, og man kan roligt sige, at Skelund Tennisklub er et godt eksempel på, hvad lokalt engagement og samarbejde kan føre til, slutter Kurt Jørgensen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *