Workshop i Poserunning

Mellem 60 og 80% af alle motionsløbere oplever problemer med knæ- og/eller skinnebensskader – nogle endda i en sådan grad, at de helt må stoppe med at løbe. Noget tyder på, at det er vores moderne løbesko, der er ”synderen”; skoene er først og fremmest altid høje i hælen og lave fortil, hvilket giver et løb, hvor man lander på hælen og studier i bl.a. USA har vist, at løb i moderne løbesko giver op til tre gange så hårde stød i benenes led, som løb i bare fødder.

Nu kommer Claus Rasmussen, en af Danmarks førende instruktører i Poserunning til Skelund og laver en workshop. Poserunning er en skånsom og naturlig løbestil, som altid foregår i bare fødder eller i de såkaldte ”barfods” løbesko, hvor skoen KUN har til formål at beskytte fodsålerne mod sten, glasskår m.v.

Claus Rasmussen afholder en workshop i Poserunning på Skelund Skole søndag den 18. marts fra kl 13.00 og cirka 4 – 5 timer frem. Workshoppen indeholder både en teoretisk og en praktisk del og skal gerne give deltagerne mod på og basis for at begynde på barfodsløbetræning. Det koster 995,- kr at deltage og vi bliver max. 10 deltagere.

Tilmelding og yderligere oplysninger kan ses på Claus Rasmussens hjemmeside www.posemand.dk

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *