Luciaeftermiddag i Visborg kirke

Børn og ledere i FDF Skelund-Veddum har sagt ”ja” til at lave Luciaoptog i Visborg kirke søndag 11. december klokken 16.00.

Vi kan alle sammen glæde os til børnenes stemningsfulde sang, de levende lys, de smukke dragter.

Sankta Lucia
Egentlig er den hellige Lucia (Sankta Lucia) skytshelgen for hovedstaden på Sicilien, Syrakus, og navnet Lucia sættes almindeligvis i forbindelse med det latinske ord for lys, lux.

I følge traditionen levede Lucia under den romerske kejser Diocletian, der regerede fra 284 til 305. Under hans regime og kristenforfølgelser skal hun havde lidt martyrdøden.

Legenden fortæller, at Lucias mor led af en mave eller underlivssygdom, og derfor drog hun med datteren til den hellige Agathe af Cathanias grav. Her bad de for moderen, hvorefter Agathe viste sig og helbredte hende.

Den hellige Agathe fortalte derpå Lucia, at hun skulle blive martyr.

Efter denne oplevelse gav Lucia sine ejendele til de fattige, hvilket fortørnede hendes forlovede. Han angav hende til myndighederne, som besluttede, at hun skulle anbringes i et bordel. Men da man kom for at slæbe hende af sted, stod hun så tungt og fast som en klippe, og end ikke adskillige okser og mænd kunne rokke hende af stedet.

Et forsøg på at brænde Lucia slog også fejl, og til sidst jog man et sværd gennem hendes hals, hvorefter hun døde. Denne måde at dø på angives som grund til, at hun blandt andet anses for at være særlig god at påkalde i forbindelse med halssygdomme.

En variant af legenden fortæller, at hun skal have revet sine smukke øjne ud, så ingen mand kunne forelske sig i dem. Derfor kan hun også ses afbildet med sine øje på en plade eller i en lille skål. På grund af den hændelse opfattes hun som særlig helgen for de blinde.

Svensk – og derpå dansk tradition:
Traditionerne omkring Lucia er kommet til Danmark fra Sverige.

Den ældste svenske omtale af Lucia stammer fra 1764, hvor en skånsk provst var på besøg hos en velstående familie i Västergötland.

Midt om natten den 13. december oplevede han at blive vækket af sang, hvorefter “et hvidklædt fruentimmer”, der var forsynet med en slags vinger, kom ind med to lysestager. Umiddelbart herefter kom en anden kvinde med et lille bord. Bordet var dækket med forskellige lækre madvarer og drikke.

Efter den gamle, julianske kalender var 13. december årets længste nat, og derfor var der brug for lidt ekstra at styrke sig på.

Sverige forlod i øvrigt den julianske kalender til fordel for den gregorianske i 1753. I Danmark skete kalenderskiftet allerede i 1700.

I 1920´erne og 30´erne blev skikken omkring Sankta Lucia udbredt til hele Sverige, blandt andet efter at afholdsforeningerne tog den op, og forskellige ugeblade/aviser promoverede den som en god, gammel svensk skik.

Det første danske Lucia-arrangement blev – så vidt vides – afholdt i 1944, og siden er skikken blevet udbredt over hele landet.

Lucia i Visborg kirke:
I Visborg kirke begynder gudstjenesten klokken 16.00 på et tidspunkt, hvor mørket er ved at tage over, men alligevel så tidligt, at alle kan nå hjem til aftensmad og årets julekalender i fjernsynet.

Vi glæder os til at se jer.

FDF i Skelund-Veddum og Finn Carpentier, sognepræst

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *