Skelund som opvarmning for Niels Hausgaard show!
Den engelsk/irske duo Jane&Shane gæstede fredag aften Skelund/Veddum Hallen og de startede koncerten med budskabet, at Skelund var deres opvarmning til Niels Hausgaards næste TV show, hvor de skulle deltage som back-up duo.

Nu er Skelund jo andet end huse i dårlig stand og høje fjernvarmepriser. Det er også landsbyen der gang på gang viser omverdenen, hvordan man som landsby kan gå mod strømmen og skabe det liv, som mange ikke mener findes i landsbyerne.
Og med Skelund/Veddum Hallens beslutning om, at den første koncert i en række skulle være med Jane&Shane var der dømt irsk ”pub stemning” i Skelund fredag aften. 70 publikummer var mødt frem og de fik en kanongod oplevelse med den smittende irske musik samt, og ikke mindst, Jane&Shane´s meget smittende og charmerende humør, som tog alle med storm.

En anden duo, Anders&Hans fra Skelund/Veddum Hallens bestyrelse, var primus motor på arrangementet, og begge var overordentlig tilfreds med Hallens debut som koncertarrangør. Tilfredshed var så stor, at man på stedet lovede, at der i Hallen årligt ville være 2-3 koncerter i samme stil som den publikum oplevede fredag aften.




