Åbent brev til Klima- og Energiministeren

peter_muhlKære Lykke Friis

Du var til møde i Veddum på det lokale barmarksværk VSV d. 15. november 2010. Dagen blev indledt i Øster Hurup i Multihuset, hvor udfordringen omkring værkernes økonomi blev mejslet i granit. Mange af landets såkaldte barmærksværker har det svært økonomisk, forbrugerne flygter og den såkaldte ”dødsspiral” er allerede sat ind.

Vi mødte dig som et engageret og ægte menneske.

Sigende var det, at to repræsentanter fra et naboværk i Mariager, kiggede inderligt på hinanden da de hørte om priserne på opvarmning i Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværks forsyningsområde og sagde: – ”vores årlige afregning rækker lige til deres moms”.

I samme kommune er der himmelvid forskel på priserne for noget så simpelt som opvarmning. Godt nok er de fleste værker ejet af forbrugerne, men alligevel!

Denne historie kan findes flere steder i hele landet.

Forslagene om hvad man kan gøre er mange, lige fra fuldstændig frit brændselsvalg, over delvist frit brændselsvalg kombineret med nogle andre virkemidler, helt over til lukning af samtlige barmarksværker. Hvor der er mange mennesker der mødes ift. den samme udfordring, fyger det gerne med ekspertudtalelser.

Uanset hvad, er imidlertid kun en ting sikker: Det er bundlinjen på regningen fra Kraftvarmeværket der har den magiske effekt. Alt andet er teknik. En pris der er rimelig, må være et helt legitimt krav.

Du lovede at tage initiativ til at samle forligskredsen – vi venter spændt. Jeg ved, at der i hvert fald fra Socialdemokraterne på Christiansborg er nye takter i forhold til problematikken. Man har rent faktisk flyttet sig.

Så opfordringen herfra skal lyde: Kom nu i gang, forbrugerne herudefra fryser.

Målet bør være et nyt energiforlig hvor barmarksværkernes udfordringer er regnet ind. Ved vores foretræde i juni måned for Det Energipolitiske Udvalg, fik vi faktisk det indtryk at der var vilje bordet rundt, til at se på sagen.

Alternativet ved ikke at gøre noget er skræmmende: Individuel opvarmning med en partikeltæthed som en polsk landsby, i et område hvor kraftvarmeværkerne for længst har måttet dreje nøglen om!

Med venlig hilsen

Peter Muhl
Medlem af byrådet i Mariagerfjord Kommune ( A)
Medlem af bestyrelsen for Veddum- Skelund-Visborg Kraftvarmeværk.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *