Kjæreste Skelund.dk læser
Efter en kortere skrivevægringspause følger atter en opfordring til besøg i Skelund Midtpunkt enten til Midtpunkt Cafe eller Skelund Time eller begge dele.
I går (mandag) stod i avisen at læse, at dagen var tiltaget med 11 timer og 12 minutter, i dag står, at dagen er aftaget med 0 timer og 0 minutter.
Årets længste dag er passeret, så nu går det mod lysere tider igen, når det vender om 6 måneder. Inden da er der rigtigt mange muligheder for at besøge Skelund Midtpunkt, og på fredag den 25. juni kan anledningen forhåbentligt være en fortsættelse af festivitasen efter Danmarks fodbold-drenge har kvalificeret sig videre ved VM i Sydafrika torsdag aften.
Fredag åbnes som altid omkring kl. 15.30 Dagens første vagter er fam. Mulle Busk, som vil møde frisk og veloplagt iført klaphat og højt humør. Braskendes friskbrygget kaffe og dagens brød vil stå klar til servering, så kig bare indenfor.
Omkring kl. 17.30 står næste hold klar til at komme på banen og køre fredags succesen i mål lige til lukketid omkring kl. 19.30 Fam. Sleiborg vil stå for bemanding og mandskabspleje og vil sørge for at drikkedunkene er fyldte, så alle kan få slukket tørsten.
Nogle er måske på vej på sommerferie, andre på en ganske almindelig fornøjelig weekend, men uanset anledning behøves ingen gå tørstige hjem efter et besøg i Skelund Midtpunkt. Der er som altid er udsøgt og velassorteret sortiment at vælge fra.
Tag bare kollegaen, naboen, konen, manden, kæresten, forældre og bedsteforældre med, der er plads til alle – så ses vi i Skelund Midtpunkt.
Næste uge, fredag den 2. juli er sidste ”almindelige” åbningsdag inden sommerferie-vagtplanen træder i kraft. Denne dag vil det være fam. Helle Ussing der klarer førstevagten, mens fam. Jørgen Nielsen vil tage den afsluttende vagt og runde forårsvagtplanen af. Så glæd jer til endnu en fredag med udsøgt betjening.