Husk Skelund Midtpunkt fredag 16. april

Kære Skelund.dk læser

Der er rigelig grund til at kippe med flaget for tiden. På fredag, hvor der som altid er fredags cafe og Skelund time i Skelund Midtpunkt, er der også kongelig rund fødselsdag. Og samtidig tog SIF´s 1.karlehold hul på fodboldsæson 2010 med arvefjende opgør mod Vikingerne fra Als. Og som så mange gange før, vendte de grøn/hvide spillere retur fra optræden på fremmed græs i Als som sejrherre og 3 gode point på kontoen.

På fredag den 16. april åbnes dørene til vanlig tid, det vil sige omkring 15.30. Så vil fam. Michno være beredt med kaffe, the og brød, samt hvad dagens fremmødte måtte ønske af det alsidige repertoire i baren.

Dagens førsteværter vil varetage tjansen til omkring 17.30, hvor fam. Kenneth Sand vil komme og tage over og styre begivenhederne med fast og hård hånd til lukketid omkring 19.30.

Kig indenfor i Midtpunkt og tag del i festlighederne. Både konen, kæresten, manden, naboen, kollegaen, over- og underboen kommer, men der er plads til alle, så ingen skal holde sig tilbage.

Og så kan husets gæster se frem til venlig og udsøgt betjening igen fredag den 23. april, når fam. Kruse som 1. hold og fam. Skov Madsen som 2. hold vil varetage bartjansen.

Fredag den 23. er også datoen for årets generalforsamling i Skelund I/S. Har du som andelshaver endnu ikke fået tilmeldt, så skynd dig at gøre det hos Spar Købmanden i Skelund.

Så ses vi i Skelund Midtpunkt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *