Husk Skelund Time på fredag 12. marts

Kære Skelund-dk læser

Så er den første uge i foråret 2010 gået.

I vores lille område har foråret primært være til stede i de lyse timer, mens vinteren og kuldegraderne stadig vender tilbage, når mørket falder på. Men heldigvis bliver længden af mørke kontinuerlig kortere og kortere, om et par sølle uger er vi allerede fremme ved jævndøgn, og så har dagens og lysets længde lige så pludselig overhalet den mørke del. DET´BÅR DÆJLI.

Og inden vi ved af det, så er der 2-cifrede positive grader på udendørs termometeret igen og alle vi stakkels fjernvarme brugere kan ånde lettede op og begynde at nyde solens gratis energi. Se, det´jo også bår dæjli.Uagtet lys og mørke, så kan vi altid glæde os til at det igen bliver fredag og åbningstid i Skelund Midtpunkt. Det gælder naturligvis også på fredag den 12. marts, hvor Klaus Busk vil stå for åbningsceremonien kl. 15.30. Dagens udvalgt bagværk vil stå klar og præsentabelt flot anlagt, kaffekopperne stå pænt til venstre – eller er det højre – for kagetallerknerne og vente på at blive fyldt med friskbrygget kaffe. Kaffe og kage kan nydes sammen med en bette en eller et glas vin, alt sammen venligt, høfligt og elegant serveret af dagens 1. hold.

Omkring kl. 17.30 kan Klaus så tage en slapper og overlade styringen til fam. Bach Nielsen. Fra omkring dette tidspunkt begynder byens folk efterhånden at være vendt hjem fra arbejde og er klar til at tage fat på weekenden. Og hvad er bedre som optakt end et besøg i Midtpunkt? Bartenderne vil stå klar til servering og kan som altid byde på et alsidigt repertoire, der burde simpelthen være noget for enhver smag. Men kig selv indenfor og se, om der ikke også skulle være noget, der kan ramme din smag – så ses vi i Skelund Midtpunkt.

Næste fredag, det bliver så den 19. marts er dagens hold pt. sat til at fam. Anders Andersen åbner ballet og fra 17.30 afløses af Aktivitetsudvalg. Om det som planlagt bliver til fællesspisning denne dag, må i skrivende stund stå lidt i det uvisse, men følg selv med på Skelund.dk eller de vanlige steder, hvor ”festplakaterne” hænges op.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *