Husk Midtpunkt på fredag 29. januar

Kære Skelund.dk-læser

Så er januar 2010 ved at være et overstået kapitel. Og det er et afsnit, der ikke sådan lige går i glemmebogen, for det har været og er stadig rigtigt koldt derude.

Men i disse til stadighed lysere tider er der heldigvis eet eller andet sted noget man kan varme sig over. Et eksempel kan være, når Danmarks håndboldherrer i ca. 59 minutter bliver drevet rundt på banen af Norges ditto og stillingen er uafgjort. Med ca. 30 sekunder igen får Norge ”helt fejlagtigt – så tag dig dog sammen dommer” tilkendt straffekast, som Kasper Hvidt redder – holdet løber i den anden ende og får så ”helt korrekt” tilkendt straffekast, som Anders Eggert i overtiden på kølig vis lopper over den norske målmand til DANSK SEJR.

Okay, træerne vokser ikke ind i himlen af den grund, men fra at have været yderst deprimeret TV-kigger i stort set hele kampen, så endte det jo for os danskere lykkeligt. HC Andersen kunne ikke have skrevet bedre eventyr.

Noget helt andet, der også kan varme, er fredagshygge i Skelund Midtpunkt. Det er utroligt glædeligt, at der mere eller mindre konstant er en støt, stor skare, der benytter åbningstiden til at kigge indenfor og få hilst glædelig god weekend.

Det hele starter jo kl. ca. 15.30 med eftermiddagskaffe og kage. Det gør sig også gældende på fredag 29. januar, hvor fam. Revsbæk vil stå klar til at tage pænt mod dagens gæster. Kaffen vil stå dampende klar og dagens udvalgte brød vil stå flot anrettet blot ventende på dagens rykind.

Skulle nogle af dagens første fremmødt komme til at blive hængende en smule, gør det slet ikke spor. Fra klokken 18.00 serveres Ingers forrygende brunkål med gode ben som tilbehør. Og så har man naturligvis husket at få sig tilmeldt hos Sparkøbmanden, så man trygt kan blive siddende og nyde denne delikatesse.

Bliver der behov for at få skylle kålene og de gode ben ned, så er hold 2 af bartendere helt sikkert mødt frem og står klar til servering. Det er denne gang fam. Spencer, der vil svinge proptrækker og oplukker, så kom bare indenfor og hold dem beskæftiget.

Når fadene er tømt – eller de tilmeldte ikke kan klemme mere af Ingers gode mad ned, så er der dømt banko. Igen i år er der en hel masse gode præmier til ”5 på stribe” eller pladen fuld. Så sørg for at få vinterulden ud af ørene, så tallene, der kommer flyvende, kan fanges og brikker lægges på.

Og sørg for at have lommerne tomme inden besøg i Midtpunkt, for det kan være, der bliver god brug for dem, når gevinsterne skal slæbes hjem.

Igen et godt arrangement i Midtpunkt – så det er der vi ses…….

Og så kan vi for øvrigt se frem til venlig betjening den første fredag i februar, helt præcist den 5., når fam. Muhl og fam. Peter Roland har den udsøgte fornøjelse at skulle betjene dagens gæster.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *