Skelund Time og juleølsmagning

Kære Skelund.dk læser

Så er vi ved at være nået til den sidste og den første. Vi rammer den sidste weekend i november og samtidig er det første søndag i advent, så julen nærmer sig med hastige skridt.

Men ingen weekend uden Skelund Midtpunkt cafe og Skelund time, så fredag den 27. november er der atter mulighed for at aflægge Skelund Midtpunkt et besøg.

Som altid åbnes for eftermiddags cafe omkring kl. 15.30. Denne gang er det fam. Bent Roland, der har æren af åbningsvagten og derfor vil stå klar med kaffe, the og friskbagt brød. Er der behov for andre læskende drikke, er der i øjeblikket et ganske alsidigt sortiment af blandt andet diverse juleøl i husets køleskab, så der bør være noget for enhver smag.

Eftermiddagsholdet afløses omkring kl. 17.30 af fam. Kim Sand, som med glæde tager mod dagens gæster. Der er al mulig grund til at kigge indenfor og være med til at holde fam. Kim Sand godt beskæftiget. Det er endnu uvist, om murermesteren formår at arbejde under pres, så kom bare indenfor og vær med til at holde personalet i konstant arbejde, for allerede kl. 19.30 vil der være mulighed for at få en slapper.

For kl. 19.30 er der lagt op til juleølsmagning. One Pint fra Hobro gæster Midtpunkt og medbringer smagsprøver af juleøl fra alskens lande. Så er drikkevarerne til juleaften endnu ikke besluttet, vil her være en mulighed for at finde frem til det helt rigtige. Se info om arrangement på www.skelund.dk eller ophæng rundt i byen.

Husk der er tilmelding hos Sparkøbmanden onsdag 25. november.

Den første åbningsdag i december er fredag den 4. december. Der kan vi se frem til venlig betjening af fam. Laursen og fam. Søren Nielsen.

Vi ses i Skelund Midtpunkt

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *