Skelund Time

Kære Skelund.dk-læser,

Så er første uge i november ved at være et overstået kapitel, og nu spejdes der frem mod endnu en weekend.

Det er jo ensbetydende med, at Skelund Midtpunkt Cafe og Skelund Time igen er lige om hjørnet, så der er trods alt lyspunkter i denne grå og rigtigt efterårsagtige tid, selv om solen ser man ikke her i dette hul…..

For oven over alting skinner som bekendt solen, og hvis der ikke lige er udevejr, så er det jo en passende grund til at komme/holde sig inden døre. På fredag den 6. november kan det så lige så godt være i Skelund Midtpunkt.

Allerede fra omkring 15.30 er døren åben til Cafeen. Det populære makkerpar fra sommerperiodens mange fredage, Ketty og Inger, er igen tilbage på banen og varetager også på fredag tjansen med servering af kaffe og tilbehør. Kom inden for og nyd en kop kaffe, the eller hvad det nu skulle være og et stykke brød og læg ører til de mange historier – eller endnu bedre – bidrag selv. Hygge er en garanti når Ketty og Inger tropper op.

Så humøret er sikkert i top til den planlagte afløsning, når aktivitetsudvalget fra omkring 17.30 efter planen skal overtage. Programmet var planlagt til endnu en gang fællesspisning denne fredag, men menuen er desværre forsinket en uge, så næste mulighed for fællesspisning er nu berammet til FREDAG DEN 13..

Se mere om det kommende arrangement andet steds på Skelund.dk eller på de vanlige steder for annoncering af aktiviteter i Skelund Midtpunkt.

Samtidig gøres opmærksom på, at arrangement med juleølsmagning ved One Pint – planlagt til fredag 20. november – desværre også må udskydes en uge, så det nu bliver fredag den 27. november. Sørg hellere for at få synkroniseret kalenderen, så deltagelse i disse arrangementer ikke glipper.

Hvem der klarer afløsningen af makkerparret Ketty & Inger, er i skrivende stund uvist, men kom selv ind omkring og se efter. Der vil under alle omstændigheder blive sørget for passende betjening, og lige nu bugner baren af alskens gode juleøl – der er noget for enhver smag.

Fredag den 13. november kan Midtpunkts gæster se frem til venligt barpersonale og betjening fra først fam. Hans Sørensen og dernæst fam. Kjær – endnu en god grund til at tage en tur indenfor i Skelund Midtpunkt.

Tag bare naboen, konen, kæresten, manden, kollegaen, julemanden eller dem alle sammen med – der er plads til alle. Så ses vi i Skelund Midtpunkt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *