Husk Skelund Time og juleøl

Kæreste Skelund.dk-læser

Så lakker det atter mod en weekend og den første fredag med Cafe Skelund og Skelund Time til normal tid. Og uhadada, det er blevet rigtigt mørkt derude. Sådan en enkelt times regulering kan virkelig mærkes, når vi kommer omkring sidst på eftermiddagen. Dagens længde er i skrivende stund sølle 9 timer og 23 minutter, hvilket betyder, at vi har sagt farvel til foreløbig 8 timer og 31 minutter. Så hvis nogle føler travlhed, så er det jo altså fordi, dagen er blevet ufattelig kort.

Men der er trøst at hente, for oven over alting, venter endnu en hyggelig afslutning på ugen med et besøg i Skelund Midtpunkt.

Og selv om fredag den 30. oktober er lidt speciel, er det ingen undtagelse. Allerede fra omkring kl. 15.30 åbnes døren til Cafe Skelund Midtpunkt. Så er kaffen brygget og kagen bragt og klar til dagens fremmødte. Det er fam. Rikke og Per Mikkelsen, der har den udsøgte fornøjelse at stå for opgaven. Så kig indenfor og få servering i topklasse. Skulle der være ønske om andet end en kop kaffe, vil det alsidige udvalg i køledisken helt sikkert kunne dække de flestes behov for drikkevarer.

Dagens førstehold kører på som Duracell lige til vagtskifte. Omkring kl. 17.30 træder aktivitetsudvalget til og forestår den videre servering. Og så er nedtællingen begyndt!! Inden for ganske få timer er den første sne varslet for i år. Helt nøjagtig lyder prognosen på, at kl. 19.59 falder sneen. Og det er jo ikke hvilken som helst sne, det er julesneen. Om den holder lige til den 24. december er temmelig usikkert, men fra det nævnte tidspunkt kan det forventes, at sneen jævnligt vil sit ansigt. Men læs selv mere om arrangement på Skelund.dk eller på ophæng rundt omkring i byen. Og pas så på ikke at løbe ind i for voldsom en snestorm, så det kan blive vanskeligt at komme lige hjem.

Der er altså al mulig grund til at kigge indenfor i Skelund Midtpunkt på fredag. Tag gerne kolleger, venner, koner og kærester med, der er plads til alle. Så er det jo i Midtpunkt, vi ses.

Næste fredag, det bliver så den 6. november, kan vi se frem til udsøgt betjening af sommerens succespar i Midtpunkt, når Ketty og Inger står klar til at tage mod dagens gæster ved åbningstid.

Duoen afløses af aktivitetsudvalget, der igen må tage en tørn, for den 6. november er også tidspunkt for den sidste fællesspisning – i år. Læs mere om dette på Skelund.dk eller ophæng i byen, når menu er endeligt fastlagt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *