Hektisk fredag den 9. oktober – også i Skelund Midtpunkt

Kære Skelund.dk-læser

Så er der lagt op til en forrygende fredag og weekend i det hele taget.

Fredag er sidste skoledag inden efterårsferien, så mon ikke der vanen tro er massevis af aktivitet og fysisk udfoldelse på skoleskemaet denne dag.

Efter skoletid fortsætter det hektiske program med indvielse og officiel åbning af Virksomhedscenter Øst i Skelund Midtpunkt, og når den officielle indvielse og festivitas er afsluttet kalder Spar Skelund købmanden til efterårsmarked ved butikken. Igen denne gang er der massevis af boder og gode tilbud, og mon ikke købmanden selv spæder til med gode tilbud.

Når markedet har nået enden er der jo ikke langt til Skelund Midtpunkt. Her er der vanen tro Cafe Midtpunkt fra omkring kl. 15.30. Denne gang er det fam. Gunhild og John Sørensen, der har æren af servering af kaffe og kage. Og bliver det nødvendigt at skylle dagens program ned med andet end kaffe, vil der naturligvis være mulighed for det.

Hænger man nu en smule fast ved markedsstemningen og går med et indre presværk for at komme hjem og kokkere aftensmaden, er der hjælp at hente i Skelund Midtpunkt. Der er endnu en gang mulighed for deltagelse i fællesspisning fra kl. 18.00, hvis der vel og bemærket er investeret i de nødvendige madbilletter inden.

Aktivitetsudvalget overtager bartjansen efter fam. Gunhild og John Sørensen, så der bliver rig mulighed for at holde udvalget på tåspidserne lige til lukketid, når der en gang er spist og drukket op.

Skulle ovenstående ikke være oplevelse nok, er der mulighed for mere spænding og dramatik lørdag. På SORGENFRI får serie 2 besøg af Kristrup. Et opgør, hvor en sejr er nødvendigt for at hænge på i toppen af kredsen. Det er allerede kl. 12.00

Kl. 15.30 er der lokalopgør mellem såvel SIF’s som Hadsund’s andethold, hvor de 2 serie 4 hold tørner sammen. Med blot 2 kampe igen er Hadsund pisket til at vinde de sidste par runder for at få endnu en sæson i serie 4. Omvendt kan hjemmeholdet nøjes med uafgjort for at sikre forbliven i rækken.

Så der er lagt op til spænding på SORGENFRI – kig selv forbi.

Og så er der jo lige noget med landsholdsfodbold om aftenen, så der venter et par forrygende og hektiske dage forude.

Så er det jo godt, at man kan kigge frem mod fredag 16. oktober, hvor der igen er cafe og Skelund Time. Besætningen denne fredag vil i kronologisk orden være Klaus Busk og fam. Kruse.

Der er derfor al mulig grund til at kigge inden for i Skelund Midtpunkt til nogle fornøjelige timer såvel den nært forestående som den kommende fredag.

Så ses vi til indvielse, markedsdag og naturligvis i Skelund Midtpunkt.

Vel mødt til det hele.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *