Skelund tid – igen

Kæreste Skelund.dk – læser

Næste gang, der er Skelund time med cafe, er først i næste måned. Men inden nogen nu farer i flint over spildt mulighed for et gensyn med Skelund Midtpunkt, så skifter måneden navn, når kommende onsdag er vel overstået. Så er det allerede blevet oktober og så nærmer tiden sig, hvor urene skal justeres og møblerne ind. Jeg har aldrig fattet, hvordan de 2 ting hænger sammen med hvilken vej, viserne skal justeres, men det har hovedparten af befolkningen forhåbentligt. Ellers er der heldigvis nogle uger endnu, hvor der kan arbejdes på at finde en løsning.

Men i Skelund Midtpunkt ER det nu fastlagt, at havemøblerne skal retur i depot, så der er planlagt ”arbejdslørdag” på lørdag den 3. oktober. Der er en del småtterier, der skal klares, og er der opbakning nok, vil det ikke tage lang tid.

Dagen startes med kaffe og morgenbrød kl. 9.00, så mød bare op – alle er velkommen.

Dagen før, fredag den 2. oktober, er der som altid fredagscafe fra ca. kl. 15.30. 1. holdet denne dag er fam. Laursen, der nok ved, hvordan kunderne skal serviceres med hjemmebag og friskbrygget kaffe. Og skal der udover en god historie andet til at besøget skal være vellykket, så byder 1. bartenderen på et alsidig repertoire fra baren.

Når kaffen er drukket, bagværket indtaget og alle er veltilfredse, kommer 2. holdet og skal stå for servicering til lukketid denne dag omkring kl. 19.30

Det er fam. Hans Støvring, der har fået det ærefulde hverv at skulle betjene dagens fortravlede og klar-til-weekend arbejdende folk, der på vej hjem naturligvis kigger indenfor og er med til at ønske rigtig god weekend til venner og bekendte, naboer, koner, kærester, mænd og kolleger, der sandsynligvis også kigger indenom Skelund Midtpunkt, for der er plads til alle, så kom bare indenfor.

Når der denne gang lukkes ned for Skelund time kl. 19.30 skyldes det ikke, at dagens personale forventes at gå kolde på dette tidspunkt, men derimod henledes opmærksomheden på et spændende LOF foredrag om – at sejle er at leve.

Det er Frank og Birthe Christensen, der har sejlet verdenshavene tynde. Deres indtryk fra turene har de taget med i form af både dias og film. De beretter om turen til Holland via Nordsøen og videre til den Engelske Kanal med Kanaløerne Jersey, Guernsey og Alderney.

Se i øvrigt her på Skelund.dk særskilt indlæg om dette arrangement.

Så endnu en rigtig god anledning til at kigge indenfor i Skelund Midtpunkt – det er jo der, vi ses.

Den nye aktivitetsplan og pasningsliste for Skelund Midtpunkt er nu også tilgængelig på Skelund.dk.

Pasningsliste starter fredag den 9. oktober med fam. Gunhild og John Sørensen som dagens første værter, hvorefter Midtpunkts eget aktivitetsudvalg tager over,

da 9. oktober også byder på fællesspisning. Mere om dette arrangement og tilmelding følger snarest.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *