Husk Skelund Tid på fredag 5. juni

Kæreste Skelund.dk-læser

Så er der kommet gang i juni, og den første uge er allerede ved at være brugt op.

Men ovenpå sådan nogle pinse-dage kan alle vel trænge til at komme lidt på arbejde og i skyggen igen.

Når så ugen alligevel er fløjet af sted, skyldes det sikkert, at arbejdsugen er forkortet i begge ender, så en hel del sikkert holder helt og aldeles fri grundlovsdag, mens andre må drage på en halv dags arbejde og andre igen ser helt bort fra det med fri- og helligdage.

Uagtet grundlovsdag er der altså stadig åbent hus i Skelund Midtpunkt som altid nu på en fredag, denne gang den 5. juni.

Det kan selvfølgeligt være meget belejligt, for skulle man have forvildet sig til grundlovsmøde og fået nogle af talerne galt i halsen, så er der hjælp at hente i Midtpunkt. Der kan halsen igen skylles klar som et nedløbsrør i Sahara.

Allerede omkring kl. 15.30 åbnes døren. Så skulle fam. Rikke og Per Mikkelsen gerne stå klar med friskbrygget kaffe og kage på fad. Og er der behov for yderligere til at skylle halsen, vil dagens første værter sikkert også være behjælpelig med det.

Omkring kl. 17.30 kommer fam. Gerts og overtager videre dagens servering. Hvis ellers alle skavankerne er nogenlunde lægt, vil fam. Gerts trylle med oplukker og flasker, så det bliver en fryd at kigge inden for. Og de bliver ved – lige til lukketid omkring kl. 19.30.

Nu hvor der måske kigges i kalenderen for at finde hul til besøg i Midtpunkt på fredag, så husk endelig at reservere næste fredag, den 12. juni. Da er der igen lagt op til hyggeligt samvær blandt byens borgere og andet godtfolk, når der igen er fællesspisning. Denne gang er der bestilt braskendes godt vejr, for servering vil være fra husets grill suppleret med alskens salater.

Se mere om dette arrangement og nødvendig tilmelding (efter først til mølle princip) på særskilt opslag.

Så ses vi igen i Skelund Midtpunkt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *