Kære Skelund.dk-læser
Så er vi vel vågnet op og er friske igen ovenpå Aktiv-festen. Igen i år har de lokale og lidt udefrakommende aktører formået at stille en braskendes god revy på benene. Det var fornøjeligt at overvære. Nogle numre går måske mere over i historien end andre, men specielt nummeret med mere “samhørighed” med vores kære naboby, Veddum, trak virkeligt kegler.
Personligt ville jeg nu have foretrukket et Jensens bøfhus end forslaget om McDonalds.
Det er lidt en skam, at sådan en præstation er et “one night stand”, forstået på den måde, at på trods af fornuftigt men vel ikke prangende fremmøde, så var revyen til mere end blot en enkelt fremvisning. Og de mange kræfter, der er lagt bag, burde også være synligt for væsentligt flere.
Her tænkes specielt på tidligere tiders genopførelse, mens der stadig var kro i byen, men det skal tages som et forslag om at tænke kreativt og måske få mulighed for at vise evnerne for flere.
Men ovenpå festen er det jo rart med en kort uge, så den normale fredags Skelund time er aflyst – eller rettere flyttet til torsdag.
Her vil programmet så til gengæld følge drejebogen, så døren åbnes omkring kl. 15.30. Denne gang er det fam. Skov Madsen, der står for betjeningen i første runde, så kaffe og te vil helt sikkert være friskbrygget og kagen stå serveret på fad.
Skulle der være andre ønsker om drikkevarer, vil det naturligvis også være en mulighed, som fam. Skov Madsen vil klare.
Kl. 17.30 vil afløsning finde sted. Fam. Hans J. Hansen er denne gang udset til at klare paragrafferne med serveringen, når ugens arbejde er klaret og byens borger vælter hjemad. Det bliver sikkert med et visit inden om Skelund Midtpunkt, hvor naboen sikkert allerede er troppet op.
Mød derfor trygt op og vær med til at ønske hinanden en rigtig god, forlænget weekend.
Tag bare konen, kæresten, manden eller kollegaen med. Naboen er der sikkert allerede i forvejen, men kom selv og se efter…….
Så ses vi i Skelund Midtpunkt.



