Skelund Time fredag 1. maj

Kære Skelund.dk-læser

Så er generalforsamling i Skelund Midtpunkt overstået, og det er nu tilbage til den gængse rytme. Men når døren igen åbnes er det på fredag den 1. maj, som sikkert er fridag for mange. Hvad enten man nu vælger at deltage i et af de mange 1. maj arrangementer eller vælger at holde en ekstra fridag med forhåbentligt sol fra en skyfri himmel, så er der masser af tid til at fundere over, hvorfor man eventuelt ikke skulle smutte indenom Midtpunkt som optakt til weekenden.

Det kan jo også passende være en optakt til lørdagens forestående begivenhed med Aktiv-fest og lokalrevy.

På fredag åbnes som altid omkring kl. 15.30 Fam. Ramskov er dagens første værter, så hvis dyrlægen eller fruen nu får en ekstra fridag på grund af datoen, vil der sikkert være al mulig grund til at troppe op og smage det hjemmeb(r)agte brød, der serveres sammen med kaffe og te. Skulle brødet nu kræve lidt ekstra at skylle ned med, vil der som altid være muligheder fra det alsidige udvalg.

Omkring kl. 17.30 dukker afløsningen så op. Denne gang er det Skelund Tennisklub/Møller, der har ansvaret for serveringen. Skal man tage dagens 2-holds værter for pålydende, bør der være grobund for en rigtig god førsteserv, og viser det sig, at det bare er en fuser, så lad os prøve om andenserv er bedre.

Hvorom alting er, så er serverne og serveringen hele dagen lagt i kompetente og i de bedste hænder. Så kom bare og se, hvad værterne kan præstere.

Tag det som optakten til en fornøjelig Aktiv-fest, og tag gerne kone, kæreste, mand, nabo, kollega, over- eller underbo med, der er plads til alle. Vi glæder os til at se jer alle.

Så ses vi i Skelund Midtpunkt og vel også til Aktiv-festen. God fornøjelse.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *