Skelund i gamle dage

Den gamle Skelund Andelskasse – nu Skelund Midtpunkt – lægger endnu en gang de fysiske rammer til et forventet tilløbsstykke, når der igen inviteres til nostalgisk tilbageblik på SKELUND I GAMLE DAGE. Det sker i Skelund Midtpunkt mandag den 9. marts kl. 19.30

Et lignende arrangement blev første gang stablet på benene for et par år siden, hvor tilstrømningen overgik alle forventninger, så det blev en tætpakket forsamling, der hørte og deltog aktivt i udvekslingen af gamle minder og gode historier.

Igen denne gang er Poul Sand som en anden Niels Højlund fra det tv-kendte “Højlunds forsamlingshus” primus motor og vil sammen med Hanne “Sievhus” og “Sigfred” Henning sætte dagsordenen og komme med oplæg til aftenens emner, som tilhører/deltagere derefter kan komme med yderligere bemærkninger til.

Historierne og minderne er garanteret ikke blevet hverken ringere eller mindre efterhånden som årene er gået, så der er lagt op til masser af morsomme historier om tiden før computer og mobiltelefon.

Historierne strækker sig fra omkring det tidspunkt, hvor timelønnen lå på en krones penge og en liter benzin kostede max. Kr 0,25.

Meget er sket siden, så det er håbet, at så mange som muligt med nuværende eller mindst lige så gerne tidligere tilknytning til Skelund vil komme og bidrage med deres minder og udgave af de gode historier.

Ved seneste lignende arrangement kom mange tidligere Skelundere langvejs fra – og fra arrangørernes side håbes på, at de vil møde op endnu en gang.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *