Sangens år

Sangens år – også i Skelund

2008 er udnævnt til sangens år – og det festligholdes i Skelund fredag 7. november med et stort fællesarrangement blandt byens foreninger, skole og kirke.

For tiden arbejdes på at få det endelige program på plads, men der er udsigt til et helaftens arrangement med aktiviteter, hvor det primært er sangstemmen og ørerne, der kommer i sving, men benene bliver også rørt en smule, for det er planen, at komme lidt omkring i Skelund, som det kan aflæses af det næsten færdige program. Der resterer endnu nogle enkelte detaljer, der skal på plads, men ellers er det planlagte program så spændende og forskelligartet, at det skulle kunne dække enhver smag. Det vil derfor være en rigtig god ide allerede nu at reservere datoen for ikke at skulle risikere at gå glip af denne mulighed for nogle hyggelige timer i samvær med hele byen og de gode arrangementer.

Angående program kan nævnes, at der er forventning om at starte ud sidst på eftermiddagen (omkring kl. 17.30) i Skelund skole, hvor der vil være mulighed for bespisning af alle tilmeldte. I skolen er der planlagt underholdning og fællessang ved nogle af skolens elever og spejdere. Efterfølgende vil der i hallen være samba-musikalsk underholdning ved den lokale olietøndegruppe, Skelund-Veddum Steelband. Ligeledes i hallen vil Lokalhistorisk forening stå for en udstilling om blandt andet SIF gennem de seneste mange år i anledning af 70 års jubilæet i år.

Efter denne optræden er der afgang til Skelund Kirke, hvor der er planlagt en efter sigende stor oplevelse i form af en kirkekoncert med det 25 mand store kor Living Gospel.
Efter endt kirkekoncert går turen til Skelund Midtpunkt. Turen fra kirken vil være med fakkeltog i spidsen, og når Skelund Midtpunkt er nået, vil Hadsund Skoleorkester stå og tage mod og vil efterfølgende give nogle numre af det alsidige repertoire.
Ved Skelund Midtpunkt vil der være opstillet pølsevogn, så hvis man efter at have spist aftensmad tidligere endnu ikke er mæt af oplevelser, vil der være mulighed for at få dækket sulten.
Aftenen sluttes af i Skelund Midtpunkt, hvor der, som traditionen byder, vil være frigivelse af årets juleøl, og hvor Lars Hauge vil være til stede og sprede stemning med musik.

Hvad der ikke fremgår af programmet er, at Landsbyforeningen og Husmoderforeningen i stor stil bidrager til arrangementet med hjælpende hænder, så der er lagt op til et multi-foreningsarrangement, hvor der burde være noget for enhver smag.

Fra arrangørernes side er der stor forventning til aftenens forløb med mulighed for musikalske oplevelser og fælleshygge blandt byens borgere. Og netop det, at aftenen arrangeres i fællesskab af mange foreninger, skole og kirke bør være garanti for et alsidigt program, men følg selv med i, hvordan programmet kommer til at se ud i de lokale nyheder i avis og på de lokale hjemmesider.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *