Frit Brændselsvalg

Frit brændselsvalg nu !

D. 26.08 var bestyrelsen for Vedddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk inviteret til protestmøde sammen med landets andre såkaldte barmarksværker.

Anledningen var, at der hen over sommeren i dagbladet BT har været en overskrift, der fortalte om en pris på 60.000 kr for at opvarme et hus.

” Det skal hertil bemærkes at dette tal ikke er udtryk for hvad det koster at opvarme et standardhus på 130 m3, med et forbrug på 18.1 mw, hvilket er det parameter, fjernvarmebranchen normalt bruger til at sammenligne priser”, bemærker ”Fjernvarmen” der er Dansk fjernvarmeforenings medlemsblad.

Et sådant hus vil koste 34.000 kr. ved Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk, der også var værter denne aften, – og under alle omstændigheder er det en høj pris for opvarmning.

Verden var kommet til Uggelhuse , TV2 Østjylland, Randers Amtsavis og mange fotografer var på arbejde. Værket i Uggelhuse-Langkastrup er et lille værk med kun 192 forbrugere, det klassiske ledningstab, og jo altså også – en anstrengt økonomi.

Baggrunden er kendt: en kraftigt stigende gaspris, vigende afregning for elproduktion, og et ledningstab der nogle steder er helt uantageligt.

På mødet kom det frem, at der jo har været bud efter politikerne før. Flere bestyrelsesmedlemmer har været med i en del år, og det historiske islæt kom tydeligt frem. De fleste huskede de dage da smarte sælgere var rundt i lokalområderne for at sælge ideen. Mange steder kunne man slutte sig til for 500 kr.

Et klart budskab var dog at værkerne bør gøre alt hvad der står i deres magt for at optimere driften. Her og nu betyder dette at der bør rokeres om fra treledstarif til markeds-el, og nogle steder har man haft god vind i ryggen med lokale indtægtsgivende projekter, eks.vis med at aftage overskudsvarme fra biogasproduktion. Men kun ca en tredjedel af værkerne er overgået til markeds-el, og således vil vi nok få skudt i skoen at vi selv ikke har gjort hvad der er muligt endnu.

Vi fik at vide, at de foreninger vi alle er medlem af, nok er vore bedste venner i øjeblikket. Dette blev sagt fordi Uffe Bro, formand for dansk Fjernvarme kom på en større opgave med at forklare hvad foreningen egentlig gennem årene har arbejdet for på værkernes vegne og mødte en del modstand. Hans budskab var klart: ” Gå hjem og optimer driften på jeres værk, så skal vi gøre hvad der står i vores magt for at sikre jer frit brændselsvalg. At han er på en svær opgave lagde han ikke skjul på.

Hvis vi som bestyrelse selvransager, – og det skal vi, – har vi gennem tiden nydt godt af at ligge under vingerne af Hadsund varmeværk. Der er gennem tiderne blevet truffet gode tekniske og økonomiske beslutninger. Sidst er vi overgået til markeds-el og de første forsigtige prognoser lyder på at der er gode muligheder for gevinst.

Det skal heller ingen hemmelighed være at der til stadighed sonderes efter mulige tekniske optimeringer, der jo alle skal være inden for varmelovgivningen.

Med baggrund i de meldinger der kom på mødet, kan der ikke for vores værk peges på nævneværdige optimeringer i driften, og dermed skal vi nok hænge vores hat – og forhåbninger på de landspolitiske resultater i fremtiden, herunder frit brændselsvalg.

På mødet blev der vedtaget en resolution, der især påpegede ønsket om frit brændselsvalg for derigennem at øge vore muligheder for at komme på højde med varmepriserne i byerne., og den vil blive forelagt Energi Politisk Udvalg, Christiansborg.

Ligeledes blev det besluttet at starte den gamle ”barmarksgruppe” op igen.

På bestyrelsens vegne:

Peter Muhl Vejen Nielsen, Skelund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *