Skelund i gamle dage

Arrangementet i Skelund Midtpunkt med Skelund i Gamle dage blev med godt 90 deltagere så stor en deltagersucces at lokalet i Midtpunkt blev for lille, så arrangementet flyttede til aulaen i Skelund Skole.

Det blev så til gengæld en mulighed for de mange tilbagevendte gamle skelundere for at kigge nærmere på skolen, som den ser ud nu efter hovedparten af deltagerne forlod den for 50-60-70 år siden.

Som én af frontfigurerne i arrangementet Poul Sand også kunne konstatere, så var den nuværende udsmykning noget anderledes end den, der i hans tid prydede skolen – det var et billede af regentparret. På den front er aulaen i Skelund også utrolig godt udstyret med mange flotte billeder og skulpturer.

Da forsamling i stort set samlet flok havde begivet sig fra Midtpunkt til aulaen kunne arrangørerne Ketty Olesen, Inger Jensen og Annie Sørensen byde velkommen og hjerteligt gensyn til gamle kendinge og takke Poul, Sigfreds Henning og Hanne Sievhus for at de ville stille op som igangsættere og fortællere af erindringerne fra Skelund i gamle dage.

En af de mange gamle kendinge, Erik Otte, kunne berette om 30’erne. Han nævnte jernbanen mellem Hadsund og Aalborg som det store knudepunkt med aktivitet stort set døgnet rundt. På den tid var Skelund en driftig by med massevis af handlende og håndværkere. På den tid var der ikke mindre end 4 tankstationer eller steder, hvor benzin kunne købes på trods af, at byens motoriserede samling var ganske minimal og vel talte 6 biler og 2 motorcykler. Benzinen var da prismæssigt til at komme til – kun godt 20 ører for en liter, men til gengæld lød timelønne på omkring 80 ører.

Et andet kuriosum var, byens eget elektricitetsværk. Den gang var der ikke stor frås af elektricitet, for hver aften omkring 23.30 forsvandt strømmen et halvt minut for derefter at vende tilbage i 10 minutter, hvorefter strømmen helt forsvandt til næste dags morgen. Manglende strøm gav dog ingen problemer med hverken køleskab eller fryser, for disse ting fandtes ikke på det tidspunkt.

Poul Sand måtte indrømme, at årene jo ikke er gået upåagtet henover forsamlingen, men for hans vedkommende havde han indset dette allerede som konfirmand, da han blev antastet af et par ældre damer, der ville høre, hvornår han ville komme og ordne deres skorsten. Pouls far var murer, så allerede I en ung alder så Poul altså lidt gammel ud??

Poul havde medbragt den første udgave af windows. En type, der ikke er synderlig kendt at nutidens lærere i form af en lille tavle og en griffel.

Sigfreds Henning og Hanne Sievhus bød på skift ind med gode og sjove historier, og har man en formodning om, at nutidens unge er nogle lømler, så var de altså vist nok ikke et hak bedre “i de gamle dage”. Metoderne var måske mere våbenløse og knap så farlige, men sjov og ballade i gaden kunne der sagtens forekomme i den bette by.

Nytårsaften, der nu primært går ud på at fyre raketter og lignende af i stor stil, var tidligere tidspunkt for narrestreger.

Således havde rødderne i byen sine foretrukne ofre, som de altid kunne få til at reagere og løbe efter dem. Blandt andet “bette Hans” fra Underbakken. Han boede i et hus, hvor man forholdsvis let kunne komme på taget, og så var det jo ikke til at stå for, at der lå en glasplade på taget, så den blev lagt på skorstenen, naturligvis med det resultat, at husets beboer måtte søge udenfor i den friske luft, hvor knægtene stod og grinede, så bette Hans fangede årsagen og satte efter og fik fat i én af de uvorne knægte, som efter endt behandling vendte tilbage til de andre godt sort i hovedet af skosværte.

Moden blev også vendt. Dengang var det ikke lødigt at gå med bukserne hængende om haserne så man kan se mærke på underbukser, man gik anstændigt om end for de flestes vedkommende fattigt klædt. Fodtøj bestod som regel af et par gummistøvler, der jo kunne bruges i al slags vejr, og gik de i stykker kom de omkring “vulkanisøren” der stoppede revner og huller med flere farvede lapper.

Skoletiden var også i de gode gamle dage en plage på trods af, at man kun gik i skole 3 dage om ugen. Hold 1, der var “de store”, gik mandag, onsdag og fredag og så til præst om tirsdagen, mens de små på hold 2 gik tirsdag, torsdag og lørdag.

Historierne om skoletiden og især lærerne var anledning for mange indlæg og kommentarer fra forsamlingen. Generelt var der enighed om, at blandt andet lærer Andersen virkelig aftvang respekt, lærer Berthelsen var vellidt og alternativ i sin undervisningsform, men uanset lærer blev der altid lavet numre, der som regel blev opdaget og resulterede i kontant afstraffelse. Således havde knægtene forbrudt sig og var dikteret en times eftersidning, hvor de hele timen skulle skrive den samme tekstlinje igen og igen. Det forløb også rimeligt, indtil læreren opdagede, at de bare havde sat gentagelsestegn. Hvad “præmien” var for den opfindsomhed, blev ikke nærmere oplyst, men alle kunne berette, at der som regel var kontant afregning.

Skoletiden i fyrrene blev også mindet. Det stod for flere klart, da tyskerne pludselig arriverede, uden det gav anledning til anden krigsførelse end deltagelse i fodboldspil med drengene, der også fik lov til at være med til at rengøre geværer.

Byens handlende har vel været en slags foregangsmænd for lange åbningstider, for handel via bagdøren florerede i stor stil. Henry Sievhus kunne ikke nænne, at de unge skulle mangle hverken smøger eller øl, så selv om klokken havde passeret midnat, når der blev banket på, var der gang i handlen.

Ungdommen var i sikre hænder og under “overvågning”. Når byens piger på stilethæle kom stavrende gennem byen en sen nattetime eller tidligt om morgen blev de ofte mødt af den lange bager, der stak hovedet ud af vinduet og skulle høre om aftenens erobringer og scoringer. Og Henry Sivehus gik sin aftentur med stavlygten, hvor han hilste pænt på unge, der stod og tog “livtag”. Alle parter havde dog en vis fortrolighed, således at intet blev sladret videre.

Juletiden kunne være en hård tid for de forretningsdrivende. Hvis enkelte kunder lagde sin store julehandel eet sted, kunne det sagtens medføre en større anretning og bespisning så sådan en julehandel først var endelig overstået temmelig sent på aftenen.

Ellers var Skelund en driftig stationsby med utroligt sammenhold. Der blev bakket godt op om den også den gang årlige lokale revy og fastelavnsbåden samlede store summer sammen til forskellige formål.

Timerne forsvandt i aftenens forløb som dug for solen, pludselig var det blevet tæt på midnat, så selv om historierne ganske givet kunne fortsætte i det uendelige og det glædelige gensyn med tidligere skolekammerater og udveksling om information gennem det meste af livet ingen ende ville tage, var det tid at slutte af.

Som en slags punktum kunne Steffen Kold berette om en ganske sjov episode med jernbanen. Han boede selv klods op af banen og hørte pludselig en underlig hylen på baneterrænet, så han sprang af sted for at se, hvad der var sket.

På selve sporet fandt han en bil, der var væltet ned af terrænet, og med togenes snarlige komme, måtte han foretage sig noget. Han fik hjulpet een af de godt fortumlede og måske mindre overrislede personer ud af bilen, men fik så den besked, at nu kunne de klare sig selv. Han mente dog, at de hellere måtte få bilen flyttet, så der ikke ville ske noget, når toget kom forbi.

De fik således “rejst” bilen, de nu stod vuggende på selve sporet. Så der var ikke andet at gøre, at den ene person satte sig bag rattet og gav gas, mens den anden forsøgte at vugge bilen op og ned, så hjulene måske igen kunne få kontakt med jorden. Så mens den ene gassede grundigt op, vuggede den anden, lige til hjulene fik fat, så bilen drønede væk fra sporet og lige over i en signalmast.

Hvad der senere skete med personer og tog blev ikke oplyst, men det kom frem, at bilens fører ikke kunne forstå, at de var kommet så galt af sted, for de kendte da udmærket vejen, indtil det kom frem, at det rent faktisk var vejen i Veddum, de kendte og ikke i Skelund.

Ovenstående er blot et lille udpluk af de mange sjove historier fra den forgangne tid i Skelund. Undervejs blev der ved bordene ganske givet udvekslet mange sjove minder, for til tider nåede støjniveauet formodentligt over det tilladte for en skolebygning.

Arrangement sluttede naturligvis af med en stor tak til frontfigurerne Poul Sand, Sigfreds Henning og Hanne Sievhus for deres indspark til de mange emner, der blev vendt.

Arrangørerne sluttede af med at love, at de igen vil forsøge at stable noget lignende på benene og så må deltagerne gerne udbrede informationen, så endnu flere får mulighed for at deltage.

[nggallery id=9]

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *